Viser opslag med etiketten Svensk krimi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Svensk krimi. Vis alle opslag

torsdag den 12. januar 2012

En sløv skribent...

Ja - det er altså mig overskriften henviser til. For jeg har godt nok været sløv til at skrive i den sidste tid. Ikke fordi jeg ikke har læst, for det har jeg, men jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at skrive her på bloggen.
Mens jeg har sløvet med den skriftlige del, har jeg naturligvis alligevel holdt helt styr på, hvad jeg har læst. Jeg har også holdt styr på, hvad jeg mener om det jeg har læst, men mens listen over læste bøger er steget, er den dårlige samvittighed over, at jeg ikke har fået skrevet steget proportionelt, så nu har jeg besluttet mig for, at jeg vil skrive om dem alle sammen samlet i dette indlæg. Ikke så meget om handlingen denne gang, men bare om, hvem der har skrevet dem og om de findes på netlydbog og på ereolen.

Fælles for alle bøgerne kan jeg dog fortælle, at de har været gode. Ikke underværker som fortjener Nobelprisen (de bøger forstår jeg slet ikke), men de har været rigtig gode, og er bestemt værd at læse hver og en. 

Operation Da Capo af Hanne Bech Hansen.
Den var rigtig god, og man kunne fornemme på skrivestilen, at hun har lyttet til de fans/læsere, der har kommenteret Lasten. Denne her var ikke helt så fyldt med møder og andet politiarbejde, som er lidt kedeligt at læse om. Til gengæld er den fyldt med fart, spænding, terrorisme og dygtigt politiarbejde, man får virkelig lyst til at læse videre, og jeg glæder mig allerede til den næste bog af Hanne Bech Hansen, og hun må gerne skynde sig.
Bogen er tilgængelig på ereolen.dk og netlydbog.dk.

Det blinde punkt af Julie Hastrup
Det var et rent tilfælde, at jeg fik kendskab til denne forfatter i første omgang. Hun har nu skrevet tre bøger, hvor denne her er nr. 2 i rækken. Hun skriver i et meget lige til og direkte sprog, og jeg må sige, at jeg faktisk synes, at hun fortjener en chance af jer alle, hvis I mangler noget at læse.
Bogen findes både på ereolen.dk og netlydbog.dk

Når havet gråner af Keld Sørensen Woldenhof
Denne bog, har ligget siden Krimimessen 2011. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke fik gang i den noget før. Nu hvor den er læst må jeg sige, at jeg håber, at han meget snart skriver noget mere, for hold da op en god bog. Den fortæller lidt om, hvor langt ud fanatisme kan drive et menneske. Den er simpelthen fantastisk.
Bogen findes på ereolen.dk.

Pandekagehuset af Carin Gerhardsen
Denne bog er nr. 1 i en række på foreløbig tre bøger om Conny Sjöberg og hans team. Den har ligget et stykke tid, og jeg ved heller ikke her hvorfor. Men da først etteren var læst, så tog det ikke lang tid, at få hul på 2'eren. 3'eren må vente lidt, men det er nu mest pga økonomi, for den er så ny, at den stadig er temmelig dyr (299 kr.).
Denne serie kan stærkt anbefales til alle der mangler en ny serie at gå i gang med. Jeg må sige, at jeg i hvert fald glæder mig til 3'eren, og meget håber, at der også kommer en 4'er, 5'er osv.
Bogen kan lånes på netlydbog.dk - men desværre ikke på ereolen.dk - den er dog udkommet som eBog.

Dukkebarn af Carin Gerhardsen
Så har jeg så fat i 2. del af bogen om Conny - den mandlige betjent fra Stockholm, og den var - som nævnt ovenfor - også rigtig god. Den havde en lille tvist med i historien, som ikke bliver beskrevet nogen steder i udtalelserne om bogen, og dét gjorde bestemt ikke bogen mere kedelig, tvært i mod. Jeg skal nok lade være med at nævne her, hvad det handler om. Bare sige, at det er en super drejning.
Bogen kan lånes på netlydbog.dk (og det kan 3'eren også, hvis man ikke kan vente).

Til den nysgerrige kan jeg sige, at det er muligt at følge med i, hvad jeg læser lige nu, hvis man enten er venner med mig på Facebook, og ellers på hjemmesiden minbogdinbog.dk hvor mit brugernavn er: Cille Andresen.

mandag den 12. december 2011

Kommer der mon en tredje?!

Disciplen af Hjorth og Rosenfeldt

Ovenstående er efterfølgeren til "Manden der ikke var morder", og den er simpelthen fantastisk!

Vi møder igen profileringspsykologen Sebastian Bergman, som fortærer kvinder, som vi andre spiser aftensmad, og som er så lige glad med andre, at han konstant fornærmer alle de mennesker, som befinder sig i hans nærhed. Han er provokerende, men der er nu ingen tvivl om, at han også er dygtig.
Om det er den totale ukorrekte opførsel i samspil med Torkels (lederen af Rejseholdet, som Sebastian er løst tilknyttet) altid korrekte facon der gør, at denne her bog bare griber mig, det er jeg faktisk ikke helt klar over. Men i hvert fald så har jeg speedlæst bogen, og nu sidder jeg her bagefter og ærger mig grundigt over, at det 1 - Gik så stærkt og at jeg 2 - Ikke aner om der kommer en treer. Men jeg må jo vente og se.

Bogen er en stærk krimi og den har mange tråde bagud til den første bog, og jeg synes også det virker som om, at den sender tråde ud mod, at der skal komme en treer. Den er ikke ligetil, men heller ikke super kompliceret, og jeg vil klart give mine anbefalinger til den. Det er lige før, at jeg vil sige, at man snyder sig selv for to gode krimier, hvis man ikke læser denne her og den foregående.

Handlingen kan jeg ikke komme så meget ind på, da den kan afslører en del om handlingen i etteren, hvis jeg ikke passer umådelig meget på. Men den er helt klart spændende, og jeg er faktisk også tilbøjelig til at skrive, at de to bøger kunne være to rigtig gode film. Men mon ikke andre har haft den tanke før mig?!

Hvis I ikke lige ved hvad I skal ønske jer til jul, så kan de helt klart anbefales til ønskesedlen, men jeg vil også anbefale, at der er lidt fritid efterfølgende, for hvis I bliver lige så grebet som mig, så ryger der lige et par dage, hvor bogen er klæbet fast til hænderne.

Begge bøger kan lånes på www.ereolen.dk hvis man kan holde ud at læse på skærmen, eller hvis man er lige så heldig som mig, og har en eBogslæser. Så selv hvis julegaverne ikke indeholder bøgerne, så har I mulighed for at bruge juleferien sammen med bøgerne. Glæd jer!

fredag den 2. december 2011

En forunderlig bog

Manden der ikke var morder af Hjorth og Rosenfeldt

Denne bog er den første i en serie, som indtil videre har to titler. Den er skrevet af to svenske forfattere, som også er hoppet med på bølgen af sam-forfatterskaber. Og hvilket samspil. Man fornemmer på intet tidspunkt, at der er forskellige forfattere til bogen. Der er ingen overgange i sproget, eller andre små ting som gør, at læseflowet bliver brudt, tvært i mod! Jeg ved, at jeg har taget længere tid om at læse denne bog, end jeg normalt gør, med bøger på 312 sider, men det har INTET med bogen at gøre. Hvis man endelig skulle give bogen noget af skylden, så er det helt klart udelukkende fordi, at jeg ikke ønskede, at bogen skulle blive færdig, for så var der jo ikke mere af den. Den  har været en god læseoplevelse, og jeg glæder mig over, at jeg heldigvis har nr. 2 i serien til gode endnu. Om jeg så springer direkte på den, eller om det bliver med et par andre omveje inden, det har jeg endnu ikke afgjort med mig selv.

Bogens handling foregår i en lille svensk by uden for Eskildstuna. Der sker et mord på en ung mand/dreng, og i den forbindelse laver det lokale politi nogle fejlskøn og nogle fatale mangler i deres opklaringsarbejde. De ender med at indkalde rejseholdet, og denne ankommer med 4 betjente. Der er to kvinder - Ursula og Vanja - og to mænd - Torkel og Billy. Sideløbende med denne historie møder læseren Sebastian, en nogen og 50 årig psykolog, som man i brudstykker i løbet af bogen, finder ud af har lidt en trist skæbne. Det viser sig til, at denne Sebastian har arbejdet med Ursula og Torkel tidligere, og han indlemmes - ikke uden protester og problemer - i gruppens arbejde. Jeg vil ikke afslører for meget her, men hvis man er til en god krimi, med mord, ildspåsættelse, underfundige plots og overraskende slutninger, så kan den helt klart anbefales.

Jeg ser frem til at komme i gang med næste bog i serien, og indtil da kan det jo være, at der bliver læst en "mellembog" eller to.

Man kan med fordel låne bogen på ereolen.dk - hvis man kan holde ud at læse på computeren/tabletten/smartphonen eller hvis man har en eBogslæser.

God læselyst.