Viser opslag med etiketten 2011. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2011. Vis alle opslag

mandag den 12. december 2011

Kommer der mon en tredje?!

Disciplen af Hjorth og Rosenfeldt

Ovenstående er efterfølgeren til "Manden der ikke var morder", og den er simpelthen fantastisk!

Vi møder igen profileringspsykologen Sebastian Bergman, som fortærer kvinder, som vi andre spiser aftensmad, og som er så lige glad med andre, at han konstant fornærmer alle de mennesker, som befinder sig i hans nærhed. Han er provokerende, men der er nu ingen tvivl om, at han også er dygtig.
Om det er den totale ukorrekte opførsel i samspil med Torkels (lederen af Rejseholdet, som Sebastian er løst tilknyttet) altid korrekte facon der gør, at denne her bog bare griber mig, det er jeg faktisk ikke helt klar over. Men i hvert fald så har jeg speedlæst bogen, og nu sidder jeg her bagefter og ærger mig grundigt over, at det 1 - Gik så stærkt og at jeg 2 - Ikke aner om der kommer en treer. Men jeg må jo vente og se.

Bogen er en stærk krimi og den har mange tråde bagud til den første bog, og jeg synes også det virker som om, at den sender tråde ud mod, at der skal komme en treer. Den er ikke ligetil, men heller ikke super kompliceret, og jeg vil klart give mine anbefalinger til den. Det er lige før, at jeg vil sige, at man snyder sig selv for to gode krimier, hvis man ikke læser denne her og den foregående.

Handlingen kan jeg ikke komme så meget ind på, da den kan afslører en del om handlingen i etteren, hvis jeg ikke passer umådelig meget på. Men den er helt klart spændende, og jeg er faktisk også tilbøjelig til at skrive, at de to bøger kunne være to rigtig gode film. Men mon ikke andre har haft den tanke før mig?!

Hvis I ikke lige ved hvad I skal ønske jer til jul, så kan de helt klart anbefales til ønskesedlen, men jeg vil også anbefale, at der er lidt fritid efterfølgende, for hvis I bliver lige så grebet som mig, så ryger der lige et par dage, hvor bogen er klæbet fast til hænderne.

Begge bøger kan lånes på www.ereolen.dk hvis man kan holde ud at læse på skærmen, eller hvis man er lige så heldig som mig, og har en eBogslæser. Så selv hvis julegaverne ikke indeholder bøgerne, så har I mulighed for at bruge juleferien sammen med bøgerne. Glæd jer!

søndag den 20. november 2011

Endnu en page-turner er slugt!

De glemte piger af Sara Blædel

Jeg har i løbet af weekenden læst den 7. bog i serien om Louise Rick. Den er FANTASTISK - intet mindre!
Den er helt klar en af de bedste i serien, og det siger ellers ikke så lidt, for de er alle 7 utrolig velskrevne.

Handlingen vil jeg ikke fortælle så meget om, i fare for at ødelægge plottet, men kort kan jeg dog fortælle, at Louise har fået nyt job, i en nyopstartet eftersøgningsenhed, i den forbindelse får hun en ny kollega - Eik, og han er noget for sig. Han minder mig i den grad om Harry Hole (hovedpersonen i Jo Nesbøs serie), en lettere alkoholiseret mand, som i den grad træder udenfor det stereotype billede af en politimand. Han viser sig - ikke overrasende - til, at han er en pussigløjerlig fætter, som kan sit arbejde til fingerspidserne.

Jeg kan klart anbefale at man får startet på Louise Rick-serien, hvis man ikke har fået det gjort endnu, og er man startet på den, men ikke har fået gang i den 7. bog endnu, så har man endnu en bog i serien at se frem til. Men pas på!! Den er svær at ligge fra sig, når man først får startet på den.

Jeg glæder mig allerede MEGET til næste bog i serien, og håber virkelig, at vi får lov at lære Eik bedre at kende, for jeg tror han er en spændende mand.

fredag den 18. november 2011

Kronvidnet

Kronvidnet. Hells Angles indefra af Morten Frich 

I denne her delvise erindringsfortæling/biografi følges Kasper Vetter fra han bliver født, til han løslades efter en dom for besiddelse af hash, som han har afsonet under falsk navn. Kasper Vetter er en af de få kriminelle danskere, som har fået ny identitet i PETs vidnebeskyttelsesprogram.

Kasper er vokset op i en "almindelig" familie, men pga kedsomhed og jagten på spænding i tilværelsen, kommer han i en forholdsvis tidlig alder ind i en kriminel løbebane. I den forbindelse stifter han bekendtskab med Red & White, som er en supportgruppe til Hells Angles, og igennem hans venner i supportgruppen introduceres han for medlemmer af HA.
Han knytter specielt venskab med den næstkommanderende i HA Aarhus, som hjælper Kasper i gang med at sælge kopivarer, og andre varer, som han kan tjene hurtige penge på.

Bogen er helt klart anbefalelsesværdig. Selvom ikke alle medvirkende har ønsket af kommenterer på de afsnit, som omhandler dem, har jeg et klart billede af, at Kasper Vetter har været både informeret og inkluderet i gruppen. Han har været en del af miljøet i en grad, som - heldigvis - er få mennesker forundt. Han forhærligere ikke sin egen rolle i "spillet", men er klar, nøgtern og meget grundig i sin beskrivelse.
Hvis man har lyst til at få et lille indblik i den organiserede kriminalitet her i Danmark, så kan jeg helt klart anbefale bogen.

Bogen er skrevet af en journalist, og det mærkes, den er ikke flydende som en roman, men det er nu heller ikke min opfattelse, at bøger af denne her slags skal være det. Den er til gengæld let tilgængelig og nem at gå til, og det er helt klart en fordel for bogen.